Forløb for 8. klasse: Rent vand – fra afløb til åløb

Hvad består spildevand af, og hvor kommer det hen, efter man har været i bad eller skyllet ud i toilettet? Til udskolingen - og særlig 8. klasse - tilbyder vi dette Åben Skole-forløb til eleverne i Hillerød Kommune.

Hver dag producerer alle mennesker i Danmark noget spildevand. Oftest tænker vi ikke over det, da vi automatisk trækker ud i toilettet, og badevandet løber af sig selv ned i afløbet.

På Hillerød Forsynings nye og moderne renseanlæg HCR Syd håndterer vi det meste af Hillerøds spildevand og renser det gennem specialiserede processer, inden vi leder det ud i naturen igen.

Vi arbejder med, hvordan man fjerner alle de opløste dele af spildevandet, og hvordan vi passer bedst muligt på vores miljø, når vi gør det.

Eleverne bliver præsenteret for spildevandsrensningens betydning for vores dagligdag og natur og vi gennemgår, hvilke naturfaglige processer der er i spil. Vi oplever renseanlægget og ser, hvor processerne afvikles, og hvordan vandet fysisk flyttes rundt.  

Gennem praktiske øvelser genskaber eleverne selv den mekaniske, kemiske og biologiske spildevandsrensning. De får erfaring med at gennemføre naturfaglige forsøg, og de får samtidig mulighed for at afprøve de selvsamme processer, som foregår på renseanlægget.

Du kan booke forløbet gennem vores bookingportal.

Book forløb

Har du spørgsmål?

Har du spørgsmål til forløbet eller jeres besøg, er du velkommen til at skrive til skoletjenesten.

Skriv til os på formidling@hfors.dk.

...

Praktisk om forløbet

Fag
Biologi, fysik/kemi, geografi, naturfag

Målgruppe
8. klasse/udskolingen

Omfang
Før besøg hos Hillerød Forsyning: 2x45 min
Besøget: Ca. 2½ time. Dette involverer: Oplæg, forsøg, øvelser og rundvisning.
Efter besøg: 2x45 min.

Undervisningsmateriale
Forløbet er udviklet med materialer til alle tre faser af forløbet: Før, under og efter besøget.
Dette vil blive delt med læreren, som skal varetage undervisningen. Her er både videoer, quizzer, øvelser og meget mere.

Adresse
Solrødgårds Alle 6
3400 Hillerød 

Læringsmål

  • At eleverne får kendskab til spildevandets historie og renseprocesser samt betydning for vores nuværende samfund og miljø.  
  • At eleverne får kendskab til de biologiske og kemiske renseprocesser, som omsætter stofferne i spildevandet, samt viden om konsekvensen af disse stoffer for miljøet. 
  • At eleverne får praktisk erfaring med at gennemføre forsøg, som illustrerer de tre forskellige renseprocesser spildevandet gennemgår: Mekanisk, kemisk og biologisk. 

Forløbet understøtter følgende: 

Forenklede fælles mål: 

  • Biologi, Fysik/kemi og geografi

Fællesfaglige temaer til naturfagsprøven efter 9.klasse: 

  • Drikkevandsforsyning til fremtidige generationer.  
  • Den enkeltes og samfundets udledning af stoffer.